top of page
IMG_0471_websize.jpg

Gittemaj Kreutzmann

Empatisk og rummelig – Inspirerende og givende – autentisk og ægte – energisk og handlekraftig – livsbekræftende og positiv – modig og rummelig

 

Én man aldrig glemmer. Én der viser vejen.

Det er mig, men det er faktisk ikke mine ord. Det er sådan mine relationer beskriver mig. Tidligere kolleger, chefer, veninder, medstuderende, klienter og familie. Jeg bad dem sætte ord på mig, for at få et skub til komme i gang med denne personlige beskrivelse. 

     Vi har nok alle præsenteret os selv for andre i en eller anden sammenhæng. Jeg har selv gjort det masser af gange. Givet lidt information om alder, familiebaggrund og interesser. Hvad man nu kan finde på, så man giver et nogenlunde overskueligt, men ikke for gennemskueligt billede af sig selv. Man holder altid lidt tilbage, ikke? De får illusionen eller glansbilledet. Det er dét, de fleste af os kan håndtere at vise frem. Og dét de fleste kan håndtere at modtage. Det er trygt. Vi viser de øverste 10 % af isbjerget. 

     Tryghed er en illusion skabt af frygten for at fejle. I vores stræben efter tryghed, giver vi kontrollen fra os og præsenterer et billede af os selv, som vi tror andre vil se. Kunsten er at tage kontrollen tilbage. At slippe frygten. Ved at rumme sig selv, helt som man er, og vise dét frem for verden, der er ens sande selv. Alle nuancerne – hele historien. Der er ikke noget at skamme sig over. Det er, som dét er. Det er indre styrke i fuld potens. Og det, mere end noget andet, er tryghedsskabende.

      Mine relationer beskriver en autentisk kvinde, der rummer sig selv, lyser for andre, står ved sig selv, følger sine drømme, har indre og ydre styrke og kan sige til og fra. Hun ejer sig selv. Og hun holder af sig selv. Og de har ret. Velkommen til Gittemaj, version 2.0., som min mand engang tørt konstaterede. 

     Før jeg fandt ind til version 2.0, havde jeg overhovedet ikke indre kapacitet til at eje og stå ved mig selv. Jeg gav min kraft fra mig. Men en særlig livsbegivenhed fik mig dog til at tage fat om mig selv og arbejde godt og grundigt på de indre linjer. I dag har jeg fundet hen til det sted, hvor der er lukket helt op for Gittemaj 2.0. 

 

Version 1.0. hed Gitte (jeg ændrede mit navn til Gittemaj for et par år siden). Inde i Gitte, så der ofte sådan her ud:

Usikker - lavt selvværd – overfølsom – trist – dømmende – udadreagerende – ensom – medmisbruger – hensynsrytter - utilfreds

     Det var ikke altid en fest at være Gitte. Jeg var styret af følelser og adfærd, der ikke var fordrende for mig selv, der blokerede mig, forhindrede mig i at gå min sande vej og være autentisk. Jeg lod mig kontrollere af frygten og var bange for at blive dømt for bare at være mig. Var bange for at blive afvist. Jeg viste gerne et glansbillede frem. Det var det nemmeste – lige indtil det ikke var nemt mere. 

     Foruden den tidligere omtalte særlige livsbegivenhed, var et citat fra forfatteren og filosoffen, Wayne Dyer min ”game changer”:

“If you change the way you look at things, the things you look at change” 

(hvis du ændrer den måde, du ser på tingene, vil de ting du ser på, ændre sig).

    De ord ræsonnerede så kraftfuldt i mig, at jeg ikke så anden udvej end at vælge forandringen. Jeg valgte at se på mit liv og mine livsomstændigheder med andre øjne. Med hjælp fra en mentor, terapi, nogle alternative uddannelser, en bunke inspirerende litteratur, støtten fra en kærlig mand og et bevidst ønske om, at nu var nok, nok, har jeg skabt den forandring og fået det liv, som gør, at jeg står stærkere end nogensinde i mit eget liv. 

     Det jeg har gjort for mig selv, giver jeg nu videre til dig i mit podcast-serie: ”Stå Stærkt I Livet”. Ingen skal nemlig kæmpe alene. Og jeg vil af hele mit hjerte gerne hjælpe dig med at finde frem til den version af dig, som du føler er din sande version. Så du kan tage kraften og kontrollen tilbage til dig selv, blive tryg og stå stærkt i dit eget liv. Så du kan stå 100 % ved dig selv og vise hele isbjerget frem med stolthed. 

I kærlighed

Gittemaj

Lidt mere om mig

Født: 1964

Gift - Vi startede som gymnasiekærester og siden blev jeg gift med verdens dejligste mand - der efter alle årene, stadig elsker, støtter og forstår.

Opvækst - Opvokset med min bror i en, på papiret, almindelig forstadsfamilie – det startede godt, men blev påvirket af min forældres alkohol- og pillemisbrug, der endte med min fars selvmord, der satte skub i min forandringsproces.

Mor - Min mand og jeg er de stolteste forældre til en dreng og en pige – i dag voksne, selvstændige og vidunderlige mennesker, der begge har skabt deres egen vej, og heldigvis følger deres hjerter men med en god kontakt til deres fornuft.

 

Karriere - 30 år inden for HR i alle typer af roller og i arbejdsrelation med alle typer af skønne mennesker i mange brancher.

Zumbainstruktør med over 10 års undervisningserfaring. Det job, der har givet mig mest tilbage på alle fronter (og stadig gør det)

Som en helt nødvendig del af min indre forandringsproces, valgte jeg helt frivilligt at forlade arbejdsmarkedet for at skrive denne podcastserie. 

Uddannelse: Sprog, HR, håndanalyse, intuition og livet.

bottom of page